Corona satte branchen helt i stå og mange udviklede online-møder, konferencer og udstillinger med større eller mindre succes. Udfordringen har været, hvordan man involverer deltagerne, så formålet med mødet bliver opfyldt. Platformen blev hurtigt udviklet og nogle bureauer specialiserede sig i at forbedre platformene og gøre dem mere involverende.
Efter det igen er blevet muligt at mødes fysisk er hybridmøder blevet populære. Den primære udfordring har dog været at involvere onlinedeltagerne. Det har for nogle møder betydet at man har måttet afvikle dem som to næsten separate møder med hver sin moderator.
På et (fysisk!) møde med 200 internationale mødeplanlæggere primo september 2022 var holdningen klar: De fleste mødeplanlæggere er ikke begejstrede for hybridmøder. I hvert fald i sin nuværende form. Der var lidt forskellige holdninger til hvordan møder og konferencer kommer til at se ud i 2023. Størstedelen fandt det positivt igen at kunne mødes fysisk og adskillige regnede med kun at lave fysiske konferencer i 2023. Den globale trend taler også for at møder og konferencer er fysisk tilbage til ca. 75% af før corona-niveau i 2023. Der er dog mange faktorer, der spiller ind med stigende inflation og energipriser, mangel på kvalificeret arbejdskraft, krigen i Ukraine og en evt. recession.
Mange virksomheder og offentlige institutioner har fået mere fokus på bæredygtighed. Det lægger pres på leverandører som hoteller, mødesteder og catering. Vi er allerede kommet langt i Danmark, hvor mange hoteller, mødesteder og konferencebureauer er certificeret i bæredygtighed, og selvom mange konferencedeltagere ikke ønsker at betale ekstra for bæredygtighed, vil de kunne blive rådgivet om optimale valg.
Hensynet til miljøet betyder også at nogle ikke vælger at rejse langt eller slet ikke at rejse for at deltage i en konference og ønsker live streaming. Der vil derfor blive afholdt flere og flere regionale konferencer, der vil køre parallelt flere steder.
Der har i løbet af foråret 2022 været en kraftig stigning i regionale konferencer og belønningsrejser (incentives).
Da det igen blev muligt at rejse, var det i begyndelsen de almindelige turister, der tog afsted, men lige efter kom der en kraftig stigning i internationale kongresser og virksomhedskonferencer. Mange af disse var blevet udskudt flere gange. I 2023 forventes en stigning i de internationale konferencer, men stigningen vil blive afmattet af den globale økonomiske situation. Man vil dog se en stigning i aktivitet til og fra USA og Asien, der forventes at åbne helt efter kraftige coronarestriktioner. Corona vil stadig være en game changer i 2023, men den opfattes nu som en del af ”the New Normal” og mange lande vil ikke foretage nedlukninger, men muligvis kortvarige restriktioner.
Uanset hvilken konferencetype, man vælger, vil der stadig være et stigende behov for at involvere deltagerne. Man skal naturligvis se på deltagerprofilen og tilrettelægge programmet efter det.
Her kan man få god hjælp af specialiserede moderatorer eller konferencebureauer, så man kan udnytte både de nye tekniske muligheder og specialister på området og dermed sikre, at deltagerne får størst muligt udbytte af konferencer i 2023.
Order by
Newest on top Oldest on top